Det var bare tomt. Det tog mig ti år at pakke sammen derude, før jeg var færdig med den del af mit liv.
Kan vi ikke gå den ene vej, så går vi en anden – jeg finder altid nogle løsningsmodeller. Men der var ikke nogen, da Ole døde.
Jeg har arbejdet her i Aarhus hele mit liv, så det var tillokkende at komme tilbage. Så fik jeg en lejlighed her, og jeg er glad for at være tilbage i byen. I lyset. Der er morgen- og aftensol heroppe på tredje sal. Det der med at være oven på tingene. Det føles godt. Det er ikke bare et spørgsmål om at flytte, men om: hvor er det, jeg vil tilbringe næste del af mit liv. Hvor føler jeg mig hjemme?
Vi snakker sammen. Min hund Bowie og jeg. Det er vist godt, der ikke er nogle naboer, der kan høre mig. Hun kigger på mig med helt specielle øjne. Det er skønt.
Jeg er født her i Aarhus og har boet her siden 2. klasse. Vi flyttede ud til Hår. Min mor arbejdede altid om aftenen på grund af dansen. Så der passede jeg børn. Der var altid nogle hjemme, når man kom hjem fra skole; til te, franskbrød og abrikosmarmelade.
Jeg havde en fed barndom.
Så mødte jeg min kæreste gennem 25 år, Ole, og han var vild med at bo på landet. Så jeg blev trukket ud: Skorupgård, Lyngballegård, Bistrup Herregård. Vi legede os altid ind. Vi havde ikke noget økonomi der. De der fede steder, med plads til alt muligt.
Han døde for ti år siden. Han var musiker og jeg danser. Vi lavede mange forestillinger sammen. Når man arbejder med kunst; det kommer ikke fra hovedet, det kommer inde fra ens hjerte og ens sjæl.
Jeg er født ind i en dansefamilie indenfor moderne dans og ballet. Min mor trak mig med ind. Hun åbnede skole i 79’. Jeg overtog den i 99’. For fire år siden solgte jeg den. Jeg var omgivet af kærlighed nede på studiet. Det var så fedt med det studie, der var plads til følelser. Jeg drev det med min mand, og min mor var også stadig ansat hos mig. Og jeg havde familie, jeg underviste.
Jeg er født ind i den der kultur; jeg skal have nogle mennesker, jeg skal have noget socialt, jeg skal snakke dybt med folk. Det er kommunikationen med mennesker, det at skabe og connecte, som er enormt vigtig for mig, og som bliver vigtigere med alderen.
De står derude omkring og venter på, at jeg tager det der skridt. Jeg tror sgu ikke, jeg er klar.
Jeg underviser en lillebitte smule i dans nede på studiet. Det giver en masse god energi, og jeg bliver glad i låget.
Jeg har lavet nogle forestillinger efter Ole døde. Men jeg valgte at sige nej, nu vil jeg finde tilbage til, hvem er Susanne?
Susanne Holm, pensioneret koreograf og danselærer, 68 år, Aarhus.